Smørblomsten dec 2019

Goddag kære Smørblomst-forældre!

!!OBS!!
D. 23. december holder vi åbent. Dog kun på Hvide Hus, Kyringevej 1. Derefter holder vi lukket frem til 2. januar 2020.

Decemberaktiviteter
Vi er nu startet på december måned, og der er derfor nogle nye aktiviteter, som jeres dejlige børn kan tage del i. Det er selvfølgelig julegave-tid, så vi opfordrer jeres børn til at smutte forbi KREA-værkstedet, således at de kan få lavet nogle mesterværker til deres forventningsfulde forældre.

Yderligere har vi en ugentlig julehygge aktivitet, som består af historiefortælling, snak om julekalenderne fra TV og selvfølgelig spandevis af hygge.

Julebagværk er også sagen, så det skal vi selvfølgelig også runde. Den står på jødekager og andet tam-tam, som skal serveres til julefesten (se nedenunder).

Vi har også en pebernødde-kalender hængende i køkkenet, hvor vi hver dag trækker nogle poser med hjemmebagte nødder, som børnene får med hjem (det er et hit!).

Julefest
Ud over dette, så vil vi gerne invitere jer alle sammen med til Smørblomstens julefest den 19. december kl. 15.30 – 17.00). Vi håber at se så mange af jer som muligt, da vi tænker, at det bliver noget af en fest. De flittige forældre tager nissehue/andet jule tam-tam på!

Dagens program kommer til at stå på:

  •   Æbleskivespisning
  •   Gløgg-drikning (Ribena til børnene)
  •    Klippe-klistre værksted
  •   Juledekorationer
  •    Luciaoptog


Lydniveau
Vi har på Smørblomsten meget fokus på lyd for tiden, da vi selvfølgelig har bemærket, at det af og til runger for ørene. Vi er i et gammelt hus, som nok ikke rigtigt har været bygget til at huse omkring 70 børn. Derfor har vi taget disse tiltag:

  • Vi har tænkt at investere i flere gulvtæpper og andet for at mindske lydens refleksion.
  • Ny indretning i de forskellige rum for at skærme lyd og gøre lysten til fangelege mindre. Ud over dette skal vi have nye døre, som bedre kan lukke de forskellige rum af.
  • Mere fokus på udeaktiviteter i de kolde måneder, således at vi kan få tyndet ud i børnemængden ovenpå.


Vi håber at dette vil hjælpe på problemet, således at kvaliteten af jeres børns hverdag kan forbedres.


Henvendelse til personalet
Vi vil rigtig gerne sige hej! Også når vi har børn op til ørerne! Kom endelig og snak med os hvis I har noget på hjerte, I mener vi skal drøfte. Vi tager nemlig meget gerne bekymringssnakke med jer, således at vi kan få løst eventuelle problematikker hurtigst muligt.

Forældrekontakten er meget vigtig for os, så vi skal nok prøve at lade være med at bide! ;)


Husk at melde fri/syg
Vi ser meget gerne at I husker at melde jeres barn fri eller syg. Det er vigtigt for os, i forhold til hvorvidt vi skal være bekymrede for de børn, vi tror, dukker op, men som så ikke gør. Vi har haft nogle lange ture ude i parken og tilbage på skolen for at lede efter børn, som ikke har været i skole, eller som blev hentet efter skole. Det ville give os en mere stabil start på dagen, når jeres børn kommer, så det, tænker vi, er i alles interesse.


Glemmetøj
Som nogle af jer nok har set, så har vi en kæmpe bunke af glemmetøj, som ophober sig ude i vores køkken. Vi prøver derfor efterhånden at få ryddet godt og grundigt ud i det, og tænker at I kan hjælpe os med det!


Vi sætter derfor en deadline til det nye år. De ting som ikke er afhentet inden da, vil blive doneret til diverse hjælpeorganisationer.

 

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår

 

Personalet på Smørblomsten

Copyright © All Rights Reserved