Overgang til KKFO udskudt, øget forældrebetaling

Ændret dato for overgang til KKFO

Bestyrelsen har besluttet at ændre datoen for overgang til KKFO fra januar 2020 til august 2020. I kommunens budgetforlig den 3. oktober besluttede kommunen at omdanne alle fritidshjem i København til KKFO’er.


Ved at udskyde omdannelsen af Husum Fritidsinstitution til KKFO kan institutionen følge den samme proces, som alle de øvrige institutioner, der nu skal omlægges. Det betyder forhåbentlig, at Husum Fritidsinstitution kan få gavn af de forberedelser forvaltningen nu er i gang med for at skabe en god overgang.


Udskydelsen muliggør også at Thomas kan komme godt ind i organisationen og opgaverne inden en overgang og at institutionen samlet set får bedre tid til forberedelsen af overgangen til KKFO.

 

Øget forældrebetaling i københavnske fritidstilbud

Kommunen har i årets budgetforlig besluttet at øge forældrebetalingen i københavnske fritidstilbud for 0.-3. klasse.


Kommunen skriver følgende om prisstigningen: I København betaler man som forælder væsentligt mindre for en plads i fritidsinstitution, end man gør i de fleste andre kommuner i landet (1.005 kroner pr. måned i forhold til et landsgennemsnit på ca. 1500-1600 kroner i 2019).


Fritidsområdet skal hente en besparelse, og frem for at sænke normeringerne, ønsker Københavns Kommune i stedet at øge forældrebetalingen, så den svarer til landsgennemsnittet.


Priserne forventes at stige pr. 1. august 2020 til ca. 1400 kroner om måneden.


Den 1. januar 2021 forventes priserne at stige til ca. 1600 kroner om måneden.


Som forælder vil du få besked i e-Boks tre måneder før stigningen. Der er fortsat søskenderabat, ligesom familier med lave indkomster fortsat vil kunne få en friplads til deres barn. I kan læse mere på dette link https://www.kk.dk/omlaegning-til-kkfo."


Vi ville i bestyrelsen ønske, at vi ikke skulle overbringe denne dårlige nyhed. Men da beslutningen er truffet, kan vi ikke gøre andet end at orientere jer.

 

I er som altid velkomne til at kontakte bestyrelsen, hvis I har spørgsmål eller kommentarer: kontakt.

 

Med venlig hilsen


Bestyrelsen

Copyright © All Rights Reserved