Trommen

Det blå hus på Nordrupvej 12 husede tidligere det kommunale fritidshjem Trommen. Nu er vi en del af den selvejende Husum Fritidsinstitution, men bruger stadig kaldenavnet Trommen til betegnelse for afdelingen.


Dagligdagen

På Trommen har vi gang i det meste ;) Vi elsker at være kreative, og vi har plads til hygge og leg. Derfor bestræber vi os på at tilbyde mange forskellige aktiviteter i ugens løb. Vi forsøger at lave aktiviteter ud fra årstid og lyst. Derfor oplever I, at vi i perioder af året har forskellige værksteder såsom:

Madværksted, Drama/teater, Musik og Sangskrivning, Udeværksted, Bevægelse, Dans, Medie, Rollespil, Udeliv, Krea, Playstation med mere.


Foruden vores værksteder benytter vi os dagligt af Legestuer, Spejlsal, Tegnestue og Legeplads. Vi har fokus på, at et fritidshjem er et fristed for børnene, og derfor er det børnene selv, der vælger til og fra.


Eftermiddagsmåltid

Vi afholder vores eftermiddagsmåltid ”traktement/frugt” hver dag kl. 14.00 – 15.00, hvor jeres barn har mulighed for at få noget mad og frugt.

 

Fredagssamling

Vi samler børnene hver fredag efter skole, så vi sammen med børnene kan tale om deres trivsel og ønsker for Trommen. Vi starter med en leg og derefter gennemgår vi vores dagsorden: Nyt fra de voksne –  Opfølgning fra sidst – Børnerunden – Postkasse/ønsker.


Caféen

Caféen er Trommens kerne. Det er her, vi tager imod børnene, når de kommer fra skole, og her at børnene siger farvel, når de går hjem.


Derudover er Caféen stedet, hvor børnene sidder og spiser eftermiddagsmåltid. Det er selvfølgelig også muligt at spille spil eller bare sidde og hyggesnakke.


Legepladsen

Vores legeplads går hele vejen rundt om Trommen og byder på en masse huler, boldbane, klatrestativer m.m. På legepladsen er der masser af mulighed for fysisk udfoldelse og leg.


Parken

Vi er så heldige at have udgang lige til skaterbane og kunstgræs, hvilket vi bruger flittigt. Vi har både løbehjul, rulleskøjter og skateboards til skaterbanen og altid en masse børn, der gerne vil ud og spille fodbold.


Den offentlige legeplads

Lige som parken ligger lige foran vores hoveddør, har vi også egen låge ind til den offentlige legeplads. Den har børnene også mulighed for at benytte, og der er der både svævebane, gynger og mange andre fantastiske legeredskaber.


Legestuen og Loungen

På disse to stuer har børnene mulighed for at spille diverse brætspil med andre børn og voksne. Derudover kan børnene lege med diverse legeting, såsom Lego, Barbie, byggeklodser og andet.


Børnene har mulighed for at læse i diverse bøger og blade samt at låne iPad et par gange om ugen.


Tegnestuen

På tegnestuen tegner vi ;) Der er mulighed for at farvelægge, tegne frit, lave papirfly og meget andet. Vi forsøger at inspirere og udfordre børnene til nye måder at tegne på.


Spejlet

I spejlet har børnene mulighed for at lege vildt, løbe, danse m.m.


De kan spille fx fodbold eller stikbold med bløde bolde eller bygge huler og lege med telte og tæpper.


LEGO-rummet

Vi forsøger hele tiden at få mere og mere LEGO. Dette fantastiske legetøj kan så meget, og børnene elsker det. Derfor har vi dedikeret et helt rum til at bygge LEGO.


Det er muligt for børnene at gemme det, de har bygget og lege videre med det den efterfølgende dag. Vi rydder op og lægger alt tilbage hver mandag.


Læserummet

I den ene krog af Caféen er der et lille rum, som er malet med en piratkat. Herinde kan børnene sidde uden at blive forstyrret og læse eller bare slappe af. Det er kun muligt for et barn ad gangen at sidde i rummet, da det skal være der, man går hen for at koble helt fra.


Værksteder

På Trommen har vi mange forskellige værksteder, som varierer efter årstiden. Et værksted kan eksempelvis være:

  • Udeliv, hvor der bygges legehuse eller arbejdes med skulpturer i gasbeton.
  • Sangskrivning, hvor børnene skriver deres helt egne sange, som akkompagneres af en voksen.
  • Samspil, hvor børnene kan lære at spille sammen i et band og samtidig få en fornemmelse af instrumenter.
  • Teater, hvor børnene lærer, hvordan det føles at stå på en scene og få modet til at optræde foran andre.
  • Mad, hvor vi eksperimenter med diverse madvarer og ser, hvad det bliver til ;)
  • Krea, hvor der laves alverdens spændende ting. Der bliver syet, malet, pyntet og hygget!
  • Bevægelse, hvor vi danser, løber, spiller og får pulsen op.
  • Og meget mere.


Copyright © All Rights Reserved